Nachos med kylling, guacamole & salsa.

IMG_7684

Portioner: 2

Nachos med kylling og hjemmelavet guacamole og salsa.

Her til aften er jeg overladt til mit eget selskab og havde lyst til lidt hyggemad jeg kunne spise uden tallerken, kniv og gaffel. Efter et blik på den sidste avocado på køkkenbordet besluttede jeg at det skulle være nachos!

Ingredienser:

1 kyllingebryst
Olivenolie
4 modne, store cherrytomater
½ rød peberfrugt
1 fed hvidløg
2 små rødløg
2 spsk. hvidvinseddike
1 moden avocado
3 spsk. creme fraiche
Jalapeños
Tortilla chips
Revet cheddar
Evt. feta
Citronsaft
Paprika, chili, peber, salt

Fremgangsmåde:

Tænd ovnen på 200 grader. Steg kyllingen i olie på en pande.

Salsa: Hak 1 rødløg og 1 fed hvidløg og steg i gryde med olie. Blend/hak peberfrugt og tomater og steg med i gryden. Tilsæt hvidvinseddike og lad koge 10-15 min. Smag til med hakkede jalapeños, salt, peber og paprika.

Guacamole: Mos avocado i en skål, blend/hak løg og tilsæt til avocadoen. Tilsæt creme fraiche og smag til med citronsaft, chilipulver, peber og most feta! I stedet for at komme salt i guacamolen har jeg opdaget det er virkelig lækkert at mose feta i (hvis man har det i køleskabet).

Tag kyllingen af panden og skær den i strimler. Læg chips i et ildfast fad, derefter kylling og cheddar. Lad stå i ovnen cirka 10 min. til osten er godt smeltet. Drys jalapeños over inden servering. Servér med den cremede guacamole og den spicy salsa.

IMG_7689
mmhh…

Hjemmelavet gransirup

Image
Så fik jeg forsøgt mig med at lave hjemmelavet gransirup – den er prøvesmagt og jeg siger god for den. Den smager lidt af harpisk/som gran dufter, men blot sødt.

Du skal bruge:

3 dele nye granskud
2 dele vand
2 dele sukker

1. Skyl granskuddene i rigeligt vand ad flere omgange, for at rense dem.

2. Tilsæt 2 dele vand, så granskuddene næsten er dækket, kog ved middel varme i 15-20 minutter.
Lad gerne granvandet køle af i køleskabet til næste dag, men man kan også fortsætte til punkt 3 med det samme.

3. Tilsæt cirka lige dele sukker til granvandet (jeg havde 140 g granvand og tilsatte 130 g sukker).

4. Lad simre ved middelvarme til det får et gyldent skær og fortsæt med at reducere til konsistensen er som tynd sirup. Det tager CIRKA 30 min. Siruppen bliver tykkere når den køler af.

Jeg lavede en lille portion og fik cirka 1½ dl færdig gransirup.

P.S. Pas på med at koge siruppen ved for høj temperatur, da jeg mistænker min sirup for at have kogt ved lidt for høj varme, hvorved man risikerer at ende op med en bolsjemasse der bliver stenhård.

Kan serveres til arme riddere, yoghurt, pandekager, vildt, lam eller prøv dig frem!